Virkemidler

Virkemidler er de greb, digteren bruger for at få sproget til at virke. Når du kender dem, ser du hurtigere, hvorfor et digt rammer, og du kan selv bruge dem bevidst. Alle eksempler her er skrevet til sitet.

Rim

Ord rimer, når lyden fra den sidste betonede vokal og frem er ens, som i rand og sand. Rim, der står sidst i linjerne, kaldes enderim. Rim inde i linjen kaldes indrim. Halvrim er ord, der kun ligner hinanden i lyden, som sol og skov.

Rimskemaet beskrives med bogstaver. Linjer med samme bogstav rimer på hinanden:

Parrim, AABB: to og to linjer rimer.
Krydsrim, ABAB: hver anden linje rimer.
Omsluttende rim, ABBA: de to yderste linjer rimer og omslutter et rimpar.

Jeg fandt en sten ved havets rand,
den var så glat og grå og kold.
Jeg bar den hjem igennem sand,
og varm blev den, mens den blev holdt.

Krydsrim, ABAB: rand, kold, sand, holdt.

Rytme og versefødder

På dansk har ordene betonede og ubetonede stavelser. Når de kommer i et fast mønster, får digtet en rytme. Det gentagne mønster kaldes en versefod:

Jambe

ubetonet, betonet: en sten, et hus

Trokæ

betonet, ubetonet: sommer, kolde

Daktyl

betonet, ubetonet, ubetonet: hjem over marken

Anapæst

ubetonet, ubetonet, betonet: og så kom der en mand

Fri vers har ingen fast rytme, men den gode fri vers har stadig en rytme, man kan høre, når man læser højt.

Billedsprog

Sammenligning: Siger, at noget er som noget andet. Månen hang som en lampe, ingen havde slukket.
Metafor: Siger, at noget er noget andet, uden et som. Mandagen er en lang gang uden vinduer.
Besjæling: Giver ting, dyr eller natur menneskelige træk. Huset sukkede, da den sidste gik.
Symbol: En konkret ting, der peger på noget større, fx en dør, der står på klem, som et tegn på håb eller tvivl.

Lydens virkemidler

Bogstavrim: Flere ord tæt på hinanden begynder med samme lyd. Det var det bærende greb i den gamle nordiske digtning. Blæsten bed i bare ben.
Gentagelse: Et ord eller en linje vender tilbage og får ny betydning hver gang. Vent lidt. Vent lidt endnu. Vent, til regnen har talt færdig.
Omkvæd: En linje eller strofe, der gentages mellem versene. De gamle danske folkeviser fra middelalderen havde ofte omkvæd, som alle kunne synge med på.
Lydord: Ord, der lyder som det, de betyder: plask, knirke, susen.